Vivienne McKee og hendes 35-årsjubilerende hold af skøre skuespillere i Crazy Christmas Cabaret har en fest med at forklare, hvorfor den første Star Wars film er nummer fire … og hvad deraf følger. Blandt andet hip til flere science fiction film, end jeg kan opremse, og en håndfuld referencer til en menneskealder af ægte britisk silliness.

Hvor skal man begynde? Et godt sted er for 35 år siden, da en – ualmindeligt ung, må vi forstå – Vivienne McKee blev opfordret til at lave et sjovt juleshow på Café Teatret. Gennem årene har et stadig større publikum sluttet sig til fanskaren, så interne referencer og gamle kendinge modtages med stor jubel. Lidt på samme måde som nørderne kigger sequels og prequels igennem for at sikre sig, at universerne hænger sammen og har styr på referencerne; Star Wars, Blade Runner, Alien – you name it.

Vi kan også begynde med den ualmindeligt vellykkede CCC sidste år, hvor sheriffen af Nottingham havde en uhyggelig lighed med en amerikansk præsidentkandidat … ups, præsident! Det havde ingen rigtig set komme – heller ikke Vivienne McKee, der i sidste øjeblik måtte rette i manuskriptet. I år kommer præsident Rump ikke bag på hende (eller også #metoo), men indgår sammen med andre let forklædte statsledere i et rumplot, der parodierer primært Star Wars. Og fra det høje niveau sidste år … må det siges, at ”Planet Rump – The Farce Awakens” holder flyvehøjden!

Selv uden visuelle effekter (men publikum er advaret: luk øjnene og brug fantasien) er der rigeligt med absurditeter at høste af i science fiction genren. Lige fra episke rulletekster (rullet ind fra højre og oplæst med David Batesons velklingende stemme) til lyssværds-dueller med den berømte summen, som i hvert fald nogle gange fungerer. Og et persongalleri, der er – mindst – lige så forvirrende som det i Star Wars. Andrew Jeffers er (bland andet) Princess Liar og rumversionen af den nordkoreanske diktator (der er noget med raketter, ikke?). David er – igen – Trump-klonen, præsident Rump, rumhelten Han Zupp og Chancellor Mærkelig. Bennet Thorpe, Jefferson Bond og Rasmus Emil Mortensen er forskellige Readi Knights (en af dem muligvis den sidste), Katrine Falkenberg er – en altid velsyngende – replikant og Wonder Woman. Vivenne selv er – endnu engang – Lola Liebedich og Dr. Van Helsingør (from Elsinore). Alle med tilføjelsen: med mere. Der skiftes mange kostumer undervejs!

Nominelt lykkes det at binde plottet sammen, men det er måske en biting. Der grines højt undervejs (mit billede af Darth Vader er nu for evigt ødelagt – tak for det), det klappes i takt til festlige sange, der buhes og råbes hurra af skurke og helte, der klappes af gensyn med gamle kendinge, og det hele er pakket ind i en scenografi, der trodser Glassalens begrænsninger og med enkle virkemidler hensætter os til fjerne planeter og futuristiske rumskibe … eller et 70’er diskotek.

Konklusion: ”Planet Rump – The Farce Awakens” består prøven som ’den svære 2’er’ efter sidste års succes og står som en værdig jubilæumsforestilling med en masse kærlige referencer til de trofaste ’toasties’. Og så kan den sagtens ses som den første Crazy Christmas Cabaret nogensinde, hvis man bare vil grine ad science fiction-klicheerne og de politiske stikpiller.

Få dage efter premieren meddeler Vivienne Mckee, at hun vil slutte på toppen, så i modsætning til Hollywood-normen kommer der ikke en fortsættelse. Tak for turen til Vivienne og alle hendes herlige skuespillere og andre kumpaner.