Tre meget ambitiøse skuespillere kæmper om mikrofonerne for at få de fleste og bedste af de fem roller i forestillingen ”Stræber”. De vil have succes, men de vil også have deres figurer til have succes. Undervejs betyder det, at de lægger snubletråde for hinanden. Som livet nogle gange gør.

Anne Gry Henningsen, Mikkel Reenberg og Marie Mondrup er nærmest uhyggeligt gode til at lægge deres voksne væsen fra sig og glide fuldstændig ind i deres roller som 14-årige skoleelever. Den lidt barnlige Amira, hvis store drøm er at tage til Island med bedsteveninden Cecilie, når de engang har taget deres studentereksamen (for sådan en man jo have). Outsideren Nanna, der stræber efter at være ener og gøre en forskel i verden. Og drengene Kasper og Julius – den første med drømme om professionel håndboldkarriere og den anden med store business-ambitioner.

Men så er der lige det, når skæbnen (altså en konkurrerende skuespiller) udstyrer Julius med dysleksi – ordblindhed. Så er det ikke let at få de 12-taller, der skal til for at få karriereuddannelsen. Måske skulle Nanna redde sig selv, før hun redder andre. Og hvor længe holder hestepigedrømmen, når den mest modne af veninderne pludselig begynder at få øje på drengene og bliver forelsket?

Der er ikke noget galt med mål, intet forkert i at drømme. Men måske ”Stræber” slipper igennem med sin pointe, at vi skal kunne skelne mellem de to ting. At 14-årige måske ikke skal sætte sig mål for resten af livet, men bare nogle, der kan holde et par måneder fremover. Vel vidende at samfundsfortællingen i dag er, at du skal præstere, skal have topkarakterer, at du risikerer at tabe, hvis du ikke er 100 % målrettet hele tiden.

Forestillingen er inspireret interviews med unge fra generation præstation. Det er let at identificere sig med figurerne. Måske lidt mere skræmmende som voksen af spejle sig i skuespillernes kamp for succes. Mig – mig – mig. Det lyder som en hel børnehave. Og hvad er det man siger: Børn gør ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør.

”Stræber” er instrueret af Petrea Søe og spiller på Teater Grob til 18. november – derefter på Teater Nordkraft 21. november – 2. december.

Foto: Per Morten Abrahamsen